Happy Lene ...
Publ.
Hesteejer Lene Christiansen blev dagens helt store triumfator på Damernes Dag med Happy Legend (SWE), som besejrede ni andre 3-årige ’damer’ i hovedløbet Stutteri Hjortebo Dansk Oaks over 2400 meter. Løbet, der også er kendt som Hoppernes Derby, er det næstsidste af sæsonens fem klassiske løb. Jockey Carlos Lopez var mester bag ridtet.
Happy Legend i Stutteri Hjortebo Dansk Oaks
”Det var altså superoutsideren Happy Legend, der vandt det her løb”, rungede det ud over højtalerne på en solskinsfyldt eftermiddag, da Lene Christiansens smukke hoppe som den første passerede målstregen i Stutteri Hjortebo Dansk Oaks over 2400 meter. Staldens anden deltager Patience (FR) kom ind på en flot tredjeplads, redet af jockeylærling Mikkel Mortensen.
Kort efter løbet var skudt i gang, lå Happy Legend i front med jockey Carlos Lopez i sadlen. Her blev hun ’liggende’ i fuldt firspring derudad, kun for at høre en symfoni af hestehove bag sig, mens feltet nærmede sig opløbssvinget.
Vel inde på opløbets lige bane styrede Carlos Lopez Happy Legend ud mod yderbanen. Det gjorde flere af de øvrige ryttere også, dog forgæves. Superhoppen, der nu kan indskrive sig som klassisk vinder, var fuldkommen overlegen i sin iver for at holde alle stangen. Og det lykkedes på bedste vis, endog med en god længdes føring. Stort tillykke til Lene Christiansen, mangeårig hesteejer i stalden. Også tillykke til opdrætter Horse Nature Sweden KB.
Læs også galopsport.dk’s artikel: Happy Legend fra start til mål i Stutteri Hjortebo Dansk Oaks
Happy Legend løb i en lånejakke, idet Lenes ejerfarver ikke var til stede, da de skulle i action.
Happy Legend (SWE), marts 2024. Foto Burt Seeger
Happy Legend (SWE), DK, Lot 17 22/9-23 Foto: Horse Nature Sweden KB